Hulme district
Det som adskiller Hulme fra Manchester City er en stor rundkørsel, som kobler ringvejen omkring Manchester C og motorvejen sammen. Vi gik under nogle tunneller forbi nogle store byggepladser og pludselig, før vi vidste af det, stod vi på ’Hulme Street’. Store byggepladser og gamle fabrikker tog i dén grad vores opmærksomhed. Vores første - mere konkrete - observans var en 6etagers gammel rød murstensklods, med en snes smadrede vinduer og graffiti på. Fortovet kunne ikke betrædes med en størrelse 47 uden at en brugt kondom hang fast i hælen. Langs bygningen flød en flod indeholdende mere fast end flydende.
Imens vi observerede visuelt på de altoverskyggende gamle fabrikker og de ufærdige bygningskonstruktioner, havde vi dog hele tiden i baghovedet et gigantisk universitet og højhuse.
I kvarteret Hulme stødte vi på en ung fyr der studerede på universitetet ved området. Vi stillede ham nogle spørgsmål. Han fortalte os, at han var studerende, boede i Liverpool og at der derfor var langt for ham, når han skulle transportere sig imellem universitetet og hans hjem. Han nævnte, at han havde et ønske om at flytte til kvarteret Hulme til sommer, fordi han synes det var et rart kvarter. Han fortalte dog at priserne var høje, og at han derfor ikke var sikker på at det kunne blive en realitet at flytte dertil.
Vi fortsatte med at kigge i kvarteret og mødte en midaldrende mand nede for enden af vejen. Han havde nu boet i Hulme i 11 år og var lige blevet far. Han arbejdede i en bygning der udenpå lignede noget skrammel, men indei var en ny-renoveret arbejdsplads hvor han arbejdede som grafisk designer. Han var positiv overfor kvarteret, det var dog et dyrt sted at bo. Han fortalte at de bygninger vi havde gættet på var på grænsen til at blive revet ned, var de steder der var dyrest at bo og som indei var helt ny-renoveret. Derudover sagde han, at det var et fedt socialt miljø, fordi der var så mange studerende blandet med professionelle.
Siden vores førstehåndsindtryk ikke ligefrem var prangende og optimistisk for området vi var kommet til, havde dette ændret sig drastisk efter vores samtaler med de lokaler. Og at vi havde været helt forkert på den blev igen understøttet efter en tur på hvad vi troede blot var en små-malplaceret café.
Lærke undrer sig så det knager over hvor hyggeligt her er. Stilen var holdt ren, alle væggene var ligesom bygningerne lavet udelukkende af murbrokker, dog komplementeret af varme røde farver og bøger i hver afkrog, men uden på nogen måde at virke rodet.
Caféen var ikke blot en café, men "The International Anthony Burgess Federation", forfatteren bag eksempelvis science-fiction romanen "A Clockwork Orange". Men det var meget mere end blot en kaffebar. Det var en stykke kultur og samlested for netop kultur. Stedet indholdte nemlig både "Anthony Burgess Archive", musiksal, mødested, arbejdsplads og boghandel. Og rundt i alle kroge sad der personer og læste og puslede med små noter.
Selvom stemning var meget tilbagelænet og virkelighedsfjern, var den samtidig dynamisk og en smule mystisk. Der var en lille diamant midt i noget der lignede Tysklands efterkrigstid.
Mens vi alle sad og mæskede os var den konstant violinsummen fra lokalet ved siden af. Og vores musikglade medlem af gruppen ikke holde sig tilbage fra at spørge ind til den lokale strygerpiges dagligdag. Hun sad og ventede på sin kvartet, som brugte lokalet til at øve et utal af musikalske satser. Hun delte heller ikke vores grå negative syn førstehåndsindtryk, som langsomt var forsvundet som dug for solen.
Kvartersanalyse af: Magnus, Christian V, Lærke og Nanna
Imens vi observerede visuelt på de altoverskyggende gamle fabrikker og de ufærdige bygningskonstruktioner, havde vi dog hele tiden i baghovedet et gigantisk universitet og højhuse.
I kvarteret Hulme stødte vi på en ung fyr der studerede på universitetet ved området. Vi stillede ham nogle spørgsmål. Han fortalte os, at han var studerende, boede i Liverpool og at der derfor var langt for ham, når han skulle transportere sig imellem universitetet og hans hjem. Han nævnte, at han havde et ønske om at flytte til kvarteret Hulme til sommer, fordi han synes det var et rart kvarter. Han fortalte dog at priserne var høje, og at han derfor ikke var sikker på at det kunne blive en realitet at flytte dertil.
Vi fortsatte med at kigge i kvarteret og mødte en midaldrende mand nede for enden af vejen. Han havde nu boet i Hulme i 11 år og var lige blevet far. Han arbejdede i en bygning der udenpå lignede noget skrammel, men indei var en ny-renoveret arbejdsplads hvor han arbejdede som grafisk designer. Han var positiv overfor kvarteret, det var dog et dyrt sted at bo. Han fortalte at de bygninger vi havde gættet på var på grænsen til at blive revet ned, var de steder der var dyrest at bo og som indei var helt ny-renoveret. Derudover sagde han, at det var et fedt socialt miljø, fordi der var så mange studerende blandet med professionelle.
Siden vores førstehåndsindtryk ikke ligefrem var prangende og optimistisk for området vi var kommet til, havde dette ændret sig drastisk efter vores samtaler med de lokaler. Og at vi havde været helt forkert på den blev igen understøttet efter en tur på hvad vi troede blot var en små-malplaceret café.
Lærke undrer sig så det knager over hvor hyggeligt her er. Stilen var holdt ren, alle væggene var ligesom bygningerne lavet udelukkende af murbrokker, dog komplementeret af varme røde farver og bøger i hver afkrog, men uden på nogen måde at virke rodet.
Caféen var ikke blot en café, men "The International Anthony Burgess Federation", forfatteren bag eksempelvis science-fiction romanen "A Clockwork Orange". Men det var meget mere end blot en kaffebar. Det var en stykke kultur og samlested for netop kultur. Stedet indholdte nemlig både "Anthony Burgess Archive", musiksal, mødested, arbejdsplads og boghandel. Og rundt i alle kroge sad der personer og læste og puslede med små noter.
Selvom stemning var meget tilbagelænet og virkelighedsfjern, var den samtidig dynamisk og en smule mystisk. Der var en lille diamant midt i noget der lignede Tysklands efterkrigstid.
Mens vi alle sad og mæskede os var den konstant violinsummen fra lokalet ved siden af. Og vores musikglade medlem af gruppen ikke holde sig tilbage fra at spørge ind til den lokale strygerpiges dagligdag. Hun sad og ventede på sin kvartet, som brugte lokalet til at øve et utal af musikalske satser. Hun delte heller ikke vores grå negative syn førstehåndsindtryk, som langsomt var forsvundet som dug for solen.
Kvartersanalyse af: Magnus, Christian V, Lærke og Nanna