Rusholme - ”The Curry Mile”
Vores rejse til Rusholme bestod af mange indtryk. Fra det øjeblik hvor vi steg af bussen kunne vi tydeligt mærke at vi var i en helt anden boldgade end det ellers så turist- og storbyprægede miljø som vi havde spenderet det meste af vores studietur i. Den kraftige lugt af os og industri ramte os som en mur og med det førstehåndsindtryk begav vi os nu ud for at udforske kvarteret. Kvarteret fremstod som værende beskidt, hærget og alt andet end vedligeholdt. Hovedgaden, som bestod af små lokale butikker med navne såsom: ”Habibi Café”, ”Krunchy Fried Chicken” og ”The World Of Islam” der alle med forskellige og udenlandske etniciteter fremstod som en stor kulturbombe, emmede af liv og energi. Denne gade udbød alt fra simple kebabrestauranter, store supermarkeder, islamiske kjoleforretninger, tatovører og indiske cafeer. Mængden af gennemkørende biler, busser og lastvogne var konstant og bidragede til endnu mere liv og larm på hovedgaden.
Vi begav os ned ad sidegader og her mødte os endnu blandede syn. En kirke med reklamer, graffiti, omringende pigtrådshegn og en faldefærdig kirkegård lå klods op af det ”lokale” universitet(som havde den idylliske placering ved siden af et trailerudlejningsfirma) og brød endnu engang den forstads-idyl som, i små træk, stadig kunne anes. At fortsætte vores rejse blev gradvist mere og mere risikabel - hvad ville vente os om det næste hjørne? Vores næste møde med kvarterets miljø blev den såkaldte ”Crescent Park” der på befandt sig i midten af en rundkørsel. Et par rustne bænke, forfaldne skulpturer, tømme ølflasker og en flok duer var det eneste tegn på liv. Rundt om parken, på lygtepæle, hang skilte med alkoholforbud, som var gået i forrådnelse. Dette alkoholforbud på offentlige områder blev tilsyneladende ikke overholdt. På højre side af rundkørslen lå et hotellet ”Victoria Park Hotel” der åbenlyst sang på sidste vers - revner i murene, faldne bogstaver og afskallende maling repræsenterede hotellet som værende mindre pompøst.
Vi fortsatte vores rejse ind i det ”lokale” supermarked med ønsket om at tale med folk der spenderede deres hverdag i dette kvarter. Supermarkedets beroligende britiske udtryk og navn ”Manchester Super Store” blev hurtigt fejet væk, eftersom intet andet end mellemøstlige varer befandt sig i supermarkedet. Den kulturelle og hyggelige kombination af mellemøstlig kultur blev under hele vores besøg i supermarkedet, underbygget af mellemøstlig baggrundsmusik. Efter en tids penge, faldt vi i snak med en 28-årig kvinde, der handlede sammen med sit ene barn og sin moder. Som samtalen forløb, blev vi oplyst kvindens indblik vedrørende kvarterets sikkerhed. Vores mistanker om at noget lurede under overfladen i dette kvarter, blev bekræftet. Kvinden fortalte os at specielt i nærheden af denne gade forgik megen kriminalitet om natten. Røverier, slagsmål og andre uroligheder hærgede byens gader om natten. På trods af denne omstændighed følte kvinden sig stadig tryg i kvarteret. Hun beskrev hvordan hun var vokset op og boede, ca. ti minutter fra denne gade og derfor følte en særlig tilkobling til det kulturprægede kvarter.
Vi faldt i snak med en anden familie, bestående af en kvinde og en mand og deres voksne søn. Denne familie boede på hvad kvinden beskrev som værende den diametrale modsætning til dette kvarter: ”The Countryside”.
De fortalte os om hvordan de besøgte byen for at opleve de mange forskellige kulturer og besøge ”The Curry Mile”. ”The Curry Mile” var den ene del af hovedgaden som tiltrak folk fra hele Manchester området pga. dens kulturelle muligheder i form af restauranter, cafeer og butikker. Området Rusholme blev mellem beboerne omtalt som ”The Curry Mile”. Kvinden fortalte med stor entusiasme om hvordan hendes familie nød at være her - men dog aldrig ville flytte hertil.
Når vi, som gruppe, skal opsummere vores kvarters analyse og indtryk af ”Rusholme” står vi tilbage med to visioner. I fremtiden vil Rusholme stadig være kendt som et ufatteligt rigt og multikulturelt kvarter der forsyner omverdenen med forskellige indtryk fra forskellige kulturer. På den anden side vil kvarterets barske udtryk og kvarterer sandsynligvis afholde folk fra at bosætte sig i området. Men kvarteret vil bestå og overleve på sin multikulturalisme.
Kvartersanalyse af: Chris, Marie og Helena
Vi begav os ned ad sidegader og her mødte os endnu blandede syn. En kirke med reklamer, graffiti, omringende pigtrådshegn og en faldefærdig kirkegård lå klods op af det ”lokale” universitet(som havde den idylliske placering ved siden af et trailerudlejningsfirma) og brød endnu engang den forstads-idyl som, i små træk, stadig kunne anes. At fortsætte vores rejse blev gradvist mere og mere risikabel - hvad ville vente os om det næste hjørne? Vores næste møde med kvarterets miljø blev den såkaldte ”Crescent Park” der på befandt sig i midten af en rundkørsel. Et par rustne bænke, forfaldne skulpturer, tømme ølflasker og en flok duer var det eneste tegn på liv. Rundt om parken, på lygtepæle, hang skilte med alkoholforbud, som var gået i forrådnelse. Dette alkoholforbud på offentlige områder blev tilsyneladende ikke overholdt. På højre side af rundkørslen lå et hotellet ”Victoria Park Hotel” der åbenlyst sang på sidste vers - revner i murene, faldne bogstaver og afskallende maling repræsenterede hotellet som værende mindre pompøst.
Vi fortsatte vores rejse ind i det ”lokale” supermarked med ønsket om at tale med folk der spenderede deres hverdag i dette kvarter. Supermarkedets beroligende britiske udtryk og navn ”Manchester Super Store” blev hurtigt fejet væk, eftersom intet andet end mellemøstlige varer befandt sig i supermarkedet. Den kulturelle og hyggelige kombination af mellemøstlig kultur blev under hele vores besøg i supermarkedet, underbygget af mellemøstlig baggrundsmusik. Efter en tids penge, faldt vi i snak med en 28-årig kvinde, der handlede sammen med sit ene barn og sin moder. Som samtalen forløb, blev vi oplyst kvindens indblik vedrørende kvarterets sikkerhed. Vores mistanker om at noget lurede under overfladen i dette kvarter, blev bekræftet. Kvinden fortalte os at specielt i nærheden af denne gade forgik megen kriminalitet om natten. Røverier, slagsmål og andre uroligheder hærgede byens gader om natten. På trods af denne omstændighed følte kvinden sig stadig tryg i kvarteret. Hun beskrev hvordan hun var vokset op og boede, ca. ti minutter fra denne gade og derfor følte en særlig tilkobling til det kulturprægede kvarter.
Vi faldt i snak med en anden familie, bestående af en kvinde og en mand og deres voksne søn. Denne familie boede på hvad kvinden beskrev som værende den diametrale modsætning til dette kvarter: ”The Countryside”.
De fortalte os om hvordan de besøgte byen for at opleve de mange forskellige kulturer og besøge ”The Curry Mile”. ”The Curry Mile” var den ene del af hovedgaden som tiltrak folk fra hele Manchester området pga. dens kulturelle muligheder i form af restauranter, cafeer og butikker. Området Rusholme blev mellem beboerne omtalt som ”The Curry Mile”. Kvinden fortalte med stor entusiasme om hvordan hendes familie nød at være her - men dog aldrig ville flytte hertil.
Når vi, som gruppe, skal opsummere vores kvarters analyse og indtryk af ”Rusholme” står vi tilbage med to visioner. I fremtiden vil Rusholme stadig være kendt som et ufatteligt rigt og multikulturelt kvarter der forsyner omverdenen med forskellige indtryk fra forskellige kulturer. På den anden side vil kvarterets barske udtryk og kvarterer sandsynligvis afholde folk fra at bosætte sig i området. Men kvarteret vil bestå og overleve på sin multikulturalisme.
Kvartersanalyse af: Chris, Marie og Helena