Withington
Ved første øjekast lignede Withington et typisk britisk middelklassekvarter, der henlå mennesketomt pga. det ubelejlige tidspunkt for vores ankomst. Vi forestillede os straks et kvarter med en god blanding af pensionister og børnefamilier. Men da vi begav os ind i den lille velholdte forstad mindede den nærmere om en spøgelsesby. Gaderne i det symmetriske kvarter lå øde, når ikke en ældre kvinde kom tullende med en rollator. Farvede ’to let’ skilte, der henvendte sig særligt til studenter, prydede størstedelen af de små murstensrækkehuse og blå skraldepande stod på rad og række og indikerede hjemmenes indgang. På trods af manglen på liv var vejene proppede med store familiebiler, af og til to, ved hver husstand. Forhaverne var fyldte med kontraster. Fra de velplejede med nyklippet græs, store blomstrede træer og små bed, til de mere sørgelige med smadrede flasker, vildtvoksende ukrudt og forlagte møblementer. Hele to kirker kunne findes i den lille forstad samt en folkeskole; ”Withington Primary School”. I forstadens Sainsbury Local var de absolut første produkter der kom inden for rækkevidde, færdigretter og frysemad. Dette var også de mest hyppigt købte produkter i den tid vi besøgte den lille butik.
De første vi tog kontakt til var et par ældre damer, der desværre ikke boede i området. De var her, sagde de, ”for the knitting at the church”. Efter et par minutters gang kom vi til en gammel LP-butik. Her mødte vi ejerens søn der straks faldt i snak med os. Han fortalte os hvordan kvarteret blev betragtet som en grænse mellem underklassen mod nord og middelklassen mod syd, da der både boede studerende i de mere faldefærdige rækkehuse mens der i de mere velholdte boede børnefamilier og pensionister. Vi tog over i den største kirke i byen efter anbefaling fra de to ældre damer fra kirkens strikkeklub. I kirken blev vi meget venligt modtaget med kiks, kage og te samt kaffe, der til vores store ærgrelse smagte af en blanding af petroleum og svovl. Grundet smagen havde vi rigeligt med tid til at undersøge de mange opslag der hang rundt omkring på farverigt papir. Der var både reklame for opera-klubben, stepdans-klubben og street dance-klubben. Da vi omsider havde overvundet miksturen fik vi en gennemgående rundvisning af en af kirkens ældre medarbejdere. Hun fortalte os hvordan kirken var et samlingspunkt for indbyggerne i kvarteret, og at de stod for alt lige fra møder for pigespejdere og todler-groups til annoncer for pensionistboliger, forskellige former for dans og fransk-kurser, for at næve nogle få eksempler.
Efter at være blevet vist rundt i kirken bevægede vi os langsomt hen mod de lidt finere dele af kvarteret. Her mødte vi en ung studerende ved et af busstoppestederne og vi spurgte ham om han læste på Manchester University. ”Ja, jeg bor her i området. Det er egentligt et meget hyggelidt stille kvarter for det meste af tiden. Af og til hører man om unge der har fået indbrud i deres studenterbolig, jeg har bare været så heldig at det endnu ikke er overgået mig” sagde han med et kækt smil.
Som vi efterhånden selv dannede os et billede af, var kvarteret meget forskelligt både med henblik på indbyggerne og typerne. Men det var meget tydeligt at se, alene på de små rækkehuse, hvem der boede der.
Kvartersanalyse af: Mie, Amalie, Malte
De første vi tog kontakt til var et par ældre damer, der desværre ikke boede i området. De var her, sagde de, ”for the knitting at the church”. Efter et par minutters gang kom vi til en gammel LP-butik. Her mødte vi ejerens søn der straks faldt i snak med os. Han fortalte os hvordan kvarteret blev betragtet som en grænse mellem underklassen mod nord og middelklassen mod syd, da der både boede studerende i de mere faldefærdige rækkehuse mens der i de mere velholdte boede børnefamilier og pensionister. Vi tog over i den største kirke i byen efter anbefaling fra de to ældre damer fra kirkens strikkeklub. I kirken blev vi meget venligt modtaget med kiks, kage og te samt kaffe, der til vores store ærgrelse smagte af en blanding af petroleum og svovl. Grundet smagen havde vi rigeligt med tid til at undersøge de mange opslag der hang rundt omkring på farverigt papir. Der var både reklame for opera-klubben, stepdans-klubben og street dance-klubben. Da vi omsider havde overvundet miksturen fik vi en gennemgående rundvisning af en af kirkens ældre medarbejdere. Hun fortalte os hvordan kirken var et samlingspunkt for indbyggerne i kvarteret, og at de stod for alt lige fra møder for pigespejdere og todler-groups til annoncer for pensionistboliger, forskellige former for dans og fransk-kurser, for at næve nogle få eksempler.
Efter at være blevet vist rundt i kirken bevægede vi os langsomt hen mod de lidt finere dele af kvarteret. Her mødte vi en ung studerende ved et af busstoppestederne og vi spurgte ham om han læste på Manchester University. ”Ja, jeg bor her i området. Det er egentligt et meget hyggelidt stille kvarter for det meste af tiden. Af og til hører man om unge der har fået indbrud i deres studenterbolig, jeg har bare været så heldig at det endnu ikke er overgået mig” sagde han med et kækt smil.
Som vi efterhånden selv dannede os et billede af, var kvarteret meget forskelligt både med henblik på indbyggerne og typerne. Men det var meget tydeligt at se, alene på de små rækkehuse, hvem der boede der.
Kvartersanalyse af: Mie, Amalie, Malte